Gode råd til gør-det-selv-projektet i lejligheden
Weekender og ferier – særligt den lange sommerferie – er oplagte anledninger for den såvel inkarnerede som endnu uafprøvede handyman til at give sig i kast med alt fra ophobede projekter til drømmeprojekter. Drømmene er ofte mange, men erfaringen er ikke altid stor. Det er naturligvis altid muligt at rådføre sig med en tømrer, inden man kaster sig ud i diverse projekter, men andre gange er alt, hvad man har brug for, et par gode råd. Derfor har vi samlet fem gode råd til dig, som måtte gå med tanker og ønsker om at få gang i gør-det-selv-projektet i lejligheden.
5 gode råd
Gør-det-selv-projekter kan spænde bredt. Det kan indebære alt fra en simpel omgang maling til en større og mere gennemgribende renovering. Uanset hvor stort et projekt du har i tankerne, får du her 5 gode råd:
- Kast dig aldrig ud i arbejde, der kræver autorisation. Dette er den vigtigste tommelfingerregel, da roderi med eksempelvis el-arbejde kan gå så grueligt galt og udgøre en stor sikkerhedsmæssig risiko.
- Køb kvalitetssikrede materialer – billigst er ikke altid bedst, og det er vigtigt, at de givne materialer er godkendt til de formål, de skal tjene. Et godt pejlemærke er at se efter CE-mærkede byggevarer.
- Brug tid på at udregne materialeforbruget – således undgår du at brænde inde med materialer, du ikke skal bruge.
- Søg tips og tricks hos fagfolk – det kan spare dig for meget besvær.
- Læs altid brugsanvisningen inden du giver dig i kast med motoriseret værktøj.
Derudover er det vigtigt, at finde glæden og begejstringen ved gør-det-selv-projekter frem; det er lysten, der skal drive værket! Lysten til at skabe og istandsætte. Ved at følge denne række af råd er du godt klædt på til at påbegynde spændende gør-det-selv-projekter i lejligheden – når du først er kommet i gang, kan du slet ikke lade være!